Nu i Chiang Rai

2011-07-07 17:07

Så er vi ankommet til Chiang Rai som ligger nord for Chiang Mai. turen herop blev lidt anderledes end forventet men heldigvis er Thailand et nemt land at rejse i, så det kan godt lade sig gøre at improvisere.

Mandag havde vi booket en 5 dages rundtur i området nord for Chiang Mai. Planen var at en sød dame med et godt engelsk skulle være vores chauffør og guide på turen, men da vi kom ned på kontoret mandag var damen blevet syg og i stedet var det en mand der skulle køre bilen. Det viste sig hutigt at han talte meget dårligt engelsk og i øvrigt havde han ingen anelse om hvad der var værd at se på rundturen. Aftalen var ar vi skulle have nogle stop undervejs, men da vores kære chauffør ikke vidste hvor vi skulle stoppe kom vi med nogle forskellige forslag. Chaufføren accepterede det meste og vi fik nogle fine ture væk fra hovedvejen og ind på nogle små snoede bjergveje. Her gjorde vi bl.a. stop ved en skole, hvor børnene vist meget sjældent så mennesker med vores hudfarve. De havde meget travlt med at "stjæle" sig til at røre ved pigerne og især Nikoline var populær. Vi så også nogle små primitive landsbyer og nogle helt fantastiske landskaber. ( Denne del af turen foregik langt væk fra det ellers turistprægede Thailand. Der var vist ingen tvivl om at det var lykkedes os at få chaufføren ud på nogle veje der ikke normalt lægger på turistruterne.) 

På andendagen stoppede vi ved en skovsti som førte op til et vandfald. Vi skulle vandre 1.5 km for at komme op til vandfaldet, hvilket pigerne klarede helt fantastisk. De synes det var spændende at gå i en anderledes skov og især de meget store og flotte sommerfugle gjorde indtryk. Chikaderne var så larmende at vi næsten fik ondt i ørerne. Vandfaldet var rigtig flot, men det var vist alligevel gåturen derop og ned der gjorde størst indtryk.

Sidst på dagen begyndte vi at snakke om, at vi ikke helt følte vi fik den tur vi havde aftalt og planlagt. Morten måtte konstant vise vej, da chaufføren ikke kunne læse et kort, chaufføren forsøgte at køre op af de små bjergveje i 5 gear hvilket resulterede i, at vi gik i stå på en bakke og måte skubbe ham i gang igen. Da vi holdt midt inde i Chaing Rai påstod han at der var 20 km endnu. Vi besluttede os for at sige pænt tak til chaufføren, betalte ham for den del af turen vi havde fået.

Så var vi alene i Chiang Rai, men som vi tidligere havde erfaret er Thailand meget vant til turister og meget villige til at arrangere ture, så vi fik hurtigt indlogeret os på et gæstehus og Morten fik booket en tur til onsdag. 

Turen onsdag kom til at bestå af en times sejltur hen til et elefantreservat. En times ridetur på elefanter, svømmetur i et vandfald, besøg i en landsby og svømmetur i en varm kilde. Desuden havde vi fornøjelsen af en fantastisk guide der stoppede ved rismarker, ananasplantager, bananplantager og som fortalte vidt og bredt om alt hvad vi så og som var i stand til at besvare vores mange spørgsmål. Da vi kom tilbage til Chiang Rai var vi godt mætte af gode og store oplevelser - både voksne og børn.

I dag har vi haft en stille dag. Vi har været på besøg i en park, holdt en dejlig siesta og været på natmarked. På markedet fik pigerne lakeret negle og malet små hjerter og blomster på (kostede hele 20 kr. altså for begge pigerne). Denne oplevelse fik pigerne til at vokse ca ½ meter.

Generelt klarer pigerne turen rigtig fint. Nikoline følger fint med, men Kamilla døjer lidt med varmen. Hun har brug for en pause midt på dagen, så vi prøver at holde et par timers siesta dagligt.

I morgen tager vi bussen tilbage til Chiang Mai, hvor vi har en overnatning inden der venter to flyveture sydpå.