Så er vi hjemme i Danmark igen. Turen blev lidt kortere end planlagt, men alt det kommer vi til senere. Nu skal i få en lidt mere fyldig beskrivelse af hvad vi har oplevet indtil nu.
Mandag den 27. dec. blev vi hentet her i Middelfart meget tidligt. Det var hundekoldt, så vi havde været i kælderen for at finde nogle gamle jakker frem, som vi kunne have på ud over vores ”lag-på-lag” påklædning. Ventetiden på Middelfart station var lang og kold, men vi var alle fulde af forventninger, så vi kunne sagtens klare at DSB var lidt forsinkede pga. frost på sporene. I toget mellem Middelfart og Gråsten spiste vi et par medbragte morgen-madder og pigerne var svære at holde i ro pga. rejsefeber. I Gråsten blev vi hentet af Mortens bror Henrik, som kørte os til Gråsten. Efter et par hyggelige timer i Gråsten begav vi os mod Hamborg – dog lidt tidligere end forventet pga. advarsler mod sort is på motorvejen. Motorvejen mod Hamborg var rigtig fin, så vi ankom til lufthavnen noget tidligere end forventet, og vi havde god tid til at beundre den fine julepynt i lufthavnen.
Da tiden nærmede sig Check-in, gik Morten til British Airways skranken for at høre nærmere, men fik der at vide, at flyet var forsinket, så vi ikke kunne nå vores fly videre fra London. I stedet blev vi checket ind hos Lufthansa. Lufthansa ville dog ikke checke vores bagage ind hele vejen til New Delhi, da vi jo skulle flyve med Kingfisher Airlines som ifølge Lufthansa var et værre discountfirma …….ja, så kunne vi jo tænke lidt over det. Mens vi sad og ventede på flyet begyndte det at sne kraftigt i Hamborg og samtidig fik vi at vide at det også sneede i London. Så blev der ellers regnet og regnet…hvor længe kunne vi være forsinket og stadig nå vores fly videre…..og hvad med London, hvordan så det hele ud der???
Da vi endelig skulle flyve, fik pigerne hver en lille bamse af besætningen og så var lykken gjort J. Ved ankomsten til London var tiden stærkt fremskreden. Vi hastede ud af flyet, løb ned til bagagen, hen mod Check-in – men hvordan h……. kommer man fra terminal 3 til terminal 4. Der var tog til terminal 5 og skilt til terminal 4 men intet tog…… Sveden løb ned af panden på Morten, Lotte pustede som en hest og pigerne klagede over ondt i benene og der var selvfølgelig ikke lige nogle vi kunne spørge udover andre frustrerede passagerer. Endelig kom der et tog med det forløsende 4-tal på siden.
Efter ankomsten til terminal 4 kunne vi endelig få checket ind og komme om bord på flyet. Vi var lidt spændt på kvaliteten, da vi jo stadig havde udsagnet ”discount-firma” i hovedet. Det viste sig at være et meget fint fly, med masser af service og høj kvalitet. Hver passager havde sit eget lille fjernsyn, hvilket pigerne var meget fascineret over. Det eneste lille men ved det var, at fjernsynene i hele den række vi sad i ikke virkede……. Vi blev tilbudt nye pladser, men det ville betyde at vi ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden, så det takkede vi nej til. Heldigvis skulle vi flyve om natten, så vi sov det meste af vejen. Under flyvningen havde både Lotte og Morten svede/kuldeture samt kvalme, men om det var omstændighederne eller noget vi havde spist/ drukket, ved vi ikke, men overskuddet var ikke så stort. Heldigvis var begge pigerne friske, så det gjorde det hele noget nemmere.
I Delhi blev vi mødt af en flink chauffør og en flink guide som skulle køre os hen til hotellet. Nu var det tid til at stifte bekendtskab med den indiske trafik. (Morten og Lotte fik visse associationer til trafikken i Vietnam). Der var en masse dytten, blinken med lygter og køretøjer overalt. Vi fik senere at vide, at et ”dyt” betyder ”bliv hvor du er” og ”blink” betyder,”så kan du godt flytte dig væk fra min kørebane”. Trafikken var et virvar af biler, lastbiler, cykler, rickshaws og knallerter. De kørte meget tæt og en lille åbning kunne straks udnyttes. Vi fik at vide at turen til hotellet ville tage omkring 20 minutter – 1½ timer senere var vi fremme. I Delhi blev vi indlogeret på vores hotel. Ikke noget fint, men et udmærket sted at sove. Resten af dagen stod på afslapning, en lille gåtur i byen og lidt leg.
Dagen efter var Lotte og Morten friske igen og klar på at opleve Indien. Til gengæld vågnede Nikoline op med et hævet øje og en hævet læbe. Vi kiggede noget på det og blev enige om, at det nok var en kombination af rejsen og den meget forurenede luft i Delhi. Nikolines humør var højt og hun synes det var lidt sjovt at hun så sådan ud. Om morgenen blev vi hentet at vores chauffør og en anden guide, som skulle vise os rundt i den nye og gamle del af Delhi. Morgentrafikken var noget mere rolig en den vi havde oplevet dagen før, så vores første tur blev stille og rolig. Vi stoppede ved vores første tempel og efter en kort rundvisning ventede der to rickshaws (cykeltaxa) på os. Vi fik en lille rundtur, hvor vi kom forbi masser af handlende på gaden og når vi kiggede op sprang der aber rundt over vores hoveder. Folk vendte sig om og kom med komplimenter til vores smukke piger. Så gik turen forbi en masse templer og parker, bla. en æresplads for Ghandi. Her oplevede vi for første gang, at når vi var inde for at se en attraktion endte det ofte med, at det var os der blev attraktionen. Der var masser af indere der ville røre ved pigerne og ikke mindst tage billeder. Vi spurgte tit pigerne om det var ok, hvilket de sagde ja til. De satte selv grænsen ved at blive løftet – det brød de sig ikke om.
I Delhi oplevede vi kontrasten mellem den fattige gamle del af Delhi og den rige New Delhi. Kontrasten mellem larm og virvar i gaderne og fred og ro i parkerne. Pigerne oplevede at skulle holde sig tæt til os når vi gik i gaderne men også friheden i at kunne rende rundt og lege lidt i parkerne. I parkerne var der masser af egern, hvilket pigerne synes var sjovt at se på.
Da det blev frokosttid blev vi sat ind i bilen hvor vi kørte og kørte og kørte for til sidst at ende på en MEGET fin restaurant. Morten så straks sort og forlangte at vi blev kørt et andet sted hen (ingen tvivl om at der her var lavet en aftale på forhånd). Chaufføren og guiden så forvirrede på hinanden som om vi lige havde afvist den eneste restaurant i hele New Delhi (hvilket vi ikke helt kunne tro var rigtigt). Vi endte på en meget hyggelig lille restaurant, hvor pigerne kunne få lidt kinesisk og vi kunne smage på lidt indisk. Så var det tid til endnu et par seværdigheder inden dagen endte på hotellet. Om aftenen vågede vi os ud i gaderne for at finde lidt aftensmad, men med to trætte børn og stadig lidt jetlag kan det være svært. Det endte med en tur på Mac Donalds J.
Så blev det den 30. dec. og vi skulle videre til Jaipur. Vi blev hentet af den chauffør som skulle være vores chauffør den næste uge. Han var meget sød og rar og kom godt ud af det med Morten (som jo hovedsageligt var ham man henvendte sig til). Vi havde en ca. 300 km køretur foran os hvor vi så kameler og elefanter som blev brugt til trækdyr, hellige køer, masser af hunde, lastbilværksteder som bredte sig ud over det meste af vejen og ikke mindst masser af trafik. Hver gang vi holdt stille, kom der nogle hen og bankede på ruden for at få penge. Man kunne godt føle sig lidt og en rig arrogant, når man vendte hovedet den anden vej, men vi var blevet advaret imod at give dem noget, når der kom mange, da det så ville blive meget svært at komme videre. Efter en lang køretur ankom vi endelig til et dejligt hotel i Jaipur. Her havde vi resten af dagen for os selv og kunne nyde det sidste af dagen i hinandens selskab.
Om aftenen vækkede Nikoline os. Hun svedte og havde det rigtig dårligt. Hun klagede over smerter i højre side af maven, så vi tænkte straks på en betændt blindtarm. Vi kontaktede en læge og efter et kort besøg på en klinik blev vi henvist til et hospital. Nikoline blev indlagt med betændelse i blindtarmen. Vi fik nu for alvor oplevet hvordan det indiske sundhedssystem fungere. Man kan til tider undre sig over hvor mange papirer der skal udfyldes for at blive indlagt på et hospital. De samme oplysninger skulle skrives på 10 forskellige eksemplarer i ligeså mange forskellige farver.
På hospitalet blev Nikoline undersøgt af den ene læge efter den anden og som Nikoline så fint udtrykte det: ”Der er godt nok mange der gerne vil røre min mave”
Mens Morten og Nikoline var på hospitalet kørte Lotte og Kamilla lidt rundt i byen sammen med vores chaffør. De så en del templer og flotte bygningsværker, men tankerne var mest hos Nikoline, så det var svært at koncentrere sig om det vi skulle se. Vi havde jo aldrig fået kontakt til vores guide, da vores tur havde taget en lidt uventet drejning, derfor var vores chauffør samtidig vores guide. På et tidspunkt kom vores stakkels chauffør dog lidt til kort, og måtte ringe til sin bror, for at få ham til at forklare hvad det var vi skulle se. Kl. 16 blev det endelig besøgstid, så vi alle 4 kunne være sammen. Vi havde et par hyggelige timer sammen inden Lotte og Kamilla skulle tilbage til hotellet for at spise aftensmad.
Nytårsaften blev lidt af en tam fornøjelse. Morten og Nikoline var på hospitalet. Nikoline skulle faste og fik kun væske og næring gennem en sonde. Morten fik hospitalsmad. Lotte og Kamilla var på hotellet, men de var begge trætte efter en anstrengende dag og nat så de gik begge i seng kl. 21. Klokken 24 vågnede både Morten og Lotte ved lyden af HELE 10 raketter. GODT NYTÅR til alle!!!
Den 1. jan. var det Morten og Kamillas tur til at køre rundt i byen, mens Lotte tog vagten på sygehuset hos Nikoline. Omkring frokost fandt chaufføren et dejligt sted hvor Kamilla og Morten kunne spise. Under middagen var der en der spillede på ”banjo” Morten spurgte Kamilla om hun kunne høre hvilken melodi det var hvortil Kamilla svarede: ”Ja, det er Mester Jakob, den spillede han også i går”. På vejen ud af restauranten så Morten at chaufføren fik en seddel i hånden og et smil af tjeneren – Ja, der er vist én der har en aftale om at skaffe kunder til butikken (hvilket passer fint overens med det vi har læst om Indien)
På sygehuset var der ved at udspille sig et drama. Chaufføren og dennes bror (som var blevet hidkaldt) diskuterede med sygehuspersonalet om hvorvidt det var nødvendigt at Nikoline stadig var indlagt. Chaufføren påstod, at hospitalet udelukkende holdt på Nikoline for at tjene penge. Efterfølgende kom en sygeplejerske hen til os og sagde, at chaufføren ville have at Nikoline skulle udskrives, så han kunne tjene penge på sin tur (hvilket passede fint overens med det Morten oplevede tidligere på dagen og hvad vi har læst omkring hvordan man tjener lidt ekstra i Indien). Chaufføren havde dog ikke held med sin mission og Nikoline skulle blive på hospitalet endnu en nat. Samtidig fik vi meddelelsen om at det ville være uklogt at fortsætte vores tur. Det var lidt af en meddelelse at få. Vi havde hele tiden regnet med, at det ville være et kort ophold på sygehuset hvorefter vi kunne fortsætte vores rejse. Nu så det ud til at rejsen skulle slutte inden den rigtig var begyndt. Vi skulle lige bruge lidt tid på at bearbejde meddelelsen. Efterfølgende var meddelelsen fra forsikringsselskabet/ den danske læge at vi godt kunne fortsætte rejsen, men at det i så fald skulle være i et andet land, hvor det var lidt mere sikkert at rejse. Glæden var stor. Så kunne vi alligevel fortsætte rejsen. Dette trak de dog tilbage og mente at det nok var bedst at vi tog hjem for at få Nikoline tjekket i det danske sundhedssystem.
Først på eftermiddagen kunne vi endelig forlade hospitalet efter to døgn. Vi havde et godt ophold, hvor vi blev taget rigtig godt af. Vi var helt trygge ved de indiske læger og deres behandling af Nikoline (den passede fint overens med de meddelelser Morten fik fra den danske læge som han havde kontakt med under hele forløbet).
…….men nu havde vi travlt. Efter meddelelsen om at vi skulle forlade Indien var der nogle indkøb der skulle gøres. Vi havde lovet pigerne at de måtte få noget af alt det ”glimmer” der blev solgt rundt omkring på gaden. Så eftermiddagen stod på POWER-SHOPPING. Der blev handlet kjoler, tasker, armbånd, spejle og meget meget mere og fælles for det alt sammen var GLIMMER – Enhver piges drøm!!! (….den største pige synes også det var sjovt!!). Med hænderne fyldt med poser begav vi os hjem til hotellet. For ikke at blive helt rundrygget tog vi en auto-richshaw til den nette sum af 3,25 danske kr. for 20 minutters kørsel. Hjemme på hotellet blev der danset og leget prinsesser lige indtil det var god-nat-tid.
Umiddelbart før sengetid hoppede en lidt for træt Kamilla rundt i sengen. Benene og hovedet kommunikerede ikke helt efter bogen. Resultatet blev et stort og fint blåt øje, der den efterfølgende morgen ikke gik ubemærket hen på hotellet. Under morgenmaden var den ene tjener overbevist om at vi skulle have hende til lægen, MEN det var hendes forældre nu ikke helt enige i. Ikke flere lægebesøg i denne omgang, tak.
Næste morgen skulle vi checke ud fra hotellet, og det var nu forsikringsselskabet der havde ”overtaget” turen. Vi sagde farvel til vores chauffør og oppasser gennem de sidste 4 dage. Herefter checkede vi ind på hotel Holiday Inn – et hotel så fint, at vi dårligt vidste hvor vi skulle gøre af os selv. Pigerne blev holdt i kort snor, hvilket var lidt af en udfordring efter 2 dage hvor de dårligt havde set hinanden. Om eftermiddagen gik vi en tur og endnu engang oplevede vi hvordan vores piger tiltrak sig opmærksomhed både blandt børn og voksne. Pludselig var pigerne sultne og hvad gør man så. Jo man sætter sig ind i en auto-richshaw og siger at man skal køres hen til en restaurant. Vi blev kørt til en dejlig restaurant hvor vi for første gang vovede os ud i en Kuti, hvilket er en ret med masser af naan-brød som man dypper i forskellige små skåle med indiske retter (nogle af dem er ret stærke)uummmmm-dejligt. Mens vi sad på restauranten blev vi ringet op af forsikringsselskabet som meddelte os at der ikke var noget i vejen for at vi kunne rejse videre, bare det blev i et andet land end Indien…… Sikke en dejlig meddelelse – men hvor skulle det være…… Så gik turen igen hjem til hotellet, hvor der blev leget, slappet af og ikke mindst TÆNKT…. Midt under alle tankerne blev vi igen ringet op af den danske læge, som bestemt mente, at det var bedst at rejse hjem til Danmark. Her blev så den endelige beslutning truffet – Vi skulle hjem!
Om aftenen glædede vi os til at putte under dynen. Her måtte vi dog konstatere at et fint hotel ikke nødvendigvis er ensbetydende med en god nats søvn. Vi var blevet tildelt ét tæppe og ét lagen - altså til deling. Det skulle vi så bruge som dyne. Forestil jer to voksne og to børn hvoraf den ene ligger ret uroligt under samme ”dyne”…… det kan vist kun medføre en noget afbrudt søvn (vi lader billedet stå et øjeblik).
Tirsdag den 4. januar skulle vise sig at blive vores suverænt bedste dag i Indien. Efter et dejligt morgenbord begav vi os ud i Jaipurs gader for at finde en turist-taxa der kunne køre os til Amber Fortet. Her købte vi en elefanttur op til selve slottet. Det var en kæmpe oplevelse for pigerne og der blev rigtig snakket under turen. Slottet var kæmpe stort og fyldt med sjove og mystiske gange. Her blev der løbet rundt og snakket om hvordan det havde været at være en prins eller prinsesse på slottet i gamle dage. På hjemturen stoppede vi ind ved vejsiden hvor pigerne og Morten kunne få en tur på en kamel, hvilket igen er helt fantastisk at prøve når man er 3 og 6 år – især da kamelen skulle op at stå og ned at ligge igen, blev der grinet højlydt. Da det blev tid til aftensmad måtte Morten konstaterer, at han var løbet ind i den (næsten) uundgåelige gang maveonde. Her fik vi brug for Sys´ rejseapotek, som indeholdt noget meget effektivt mod den slags – vi siger TAK!!!
Efter et par timers søvn (nu under 2 tæpper) blev vi hentet af taxaen for at køre til lufthavnen, for nu skulle vi begynde hjemrejsen. Det var temmelig tåget så ventetiden i Jaipur lufthavn blev MEGET lang. Efter 5 timers forsinkelse var vi endelig klar til Take-off. Endnu engang blev der regnet og regnet, men denne gang gik regnestykket ikke op – vi ville komme for sent til vores fly mellem Delhi og London.
I Delhi lufthavn skulle det vise sig at der var udfordringer og kampe der skulle kæmpes for at kunne komme videre mod Danmark.
Den første udfordring bestod i at komme fra ankomsthallen til afgangshallen. Ved alle indgange og elevatorer stod der vagter og de var ikke helt enige om hvordan vi skulle komme til afgangshallen – ingen af dem ville lukke os ind. Til sidst lykkedes det og vi var klar til den næste udfordring. Hvordan kommer vi med et fly? Til trods for at flyselskabet havde checket vores bagage ind helt til København kunne de ikke finde os i deres system og de mente bestemt ikke de havde ansvaret for at vi kom videre. Nu begyndte karruselturen. Lotte satte sig med pigerne på en bænk mens morten blev kastet fra den ene til den anden mere eller mindre ukompetente person. Efter 5 timers tovtrækkeri og en direkte kontakt til chefen for internationale flyvninger erkendte flyselskabet at de skulle sørge for vores transport. Men nu var der ikke flere flyvninger den dag. Vi fik lavet en aftale om at de sørgede for hotel transport, samt at de ville sørge for ”ekskorte” den efterfølgende dag. Vi blev kørt til et hotel hvor vi endnu engang oplevede hvor mange der er om arbejdet i Indien. Da vi kom op på værelset stod der to senge med ca 20 cm mellemrum. Ham fra hotellet spurgte om de skulle laves til én seng. Det ville vi gerne have hvorefter der pludselig stod 4 drenge som skubbede de to senge sammen og straks forventede drikkepenge…..
Næste morgen skulle vi hentes på hotellet kl. 5.40, men klokken 5.40 var der ingen taxa. Receptionisten påstod at vi selv skulle sørge for transporten selvom vi havde en anden aftale med flyselskabet og desuden synes han også vi skulle betale for maden selvom vi havde en bon hvorpå der stod at flyselskabet ville betale for morgenmad og aftensmad. Receptionisten påstod at det ikke var aftensmad vi havde fået, da vi havde spist klokken 17.30 og ikke klokken 18…….. Efter lidt snakken frem og tilbage gik han dog med til at det VAR aftensmad vi havde fået og også at flyselskabet skulle betale for taxaen. Da vi kom til afgangshallen kunne vi ikke komme forbi vagterne. Hverken ved dør nr. 1,2,3,4,5,6,7 eller 8….. da vi jo ikke havde nogen billet til den pågældende dag (den 6. Januar), på vores billetter stod der jo den 5. januar. I besøgshallen fandt vi en skranke med flyselskabets navn på. Her fik vi at vide at der først ville komme én vi kunne snakke med kl. 8.30. Så var det igen tid til at vente, vente og vente. Kl. 8.30 kom der endelig én vi kunne snakke med. En herre iført skjorte og ingen jakke – han måtte være den rette at snakke med. Efter Morten havde forklaret vores historie tog manden vores billetter stregede ”den 5. jan” ud og skrev ”den 6. jan” med en kuglepen. Gav Morten billetterne igen og sagde at nu kunne vi godt gå ind i afgangshallen og ganske rigtigt, nu kunne vi komme ind…… Så blev vi igen sendt rundt fra skranke til skranke, men klog af erfaring fra dagen før slap vi ikke den ene medarbejder før vi var blevet videregivet til den næste. Kl. ca.12.30 og efter megen snak med mange forskellige mennesker sad vi endelig i flyet på vej til London. Her kunne vi så konstaterer, at det havde taget 32 timer at rejse de 300 km fra Jaipur til Delhi.
Resten af turen hjem gik efter planen og kl 01.00 kunne vi lidt omtumlede og trætte låse døren op på Karensvej 24.
Dagen i dag er gået med lægebesøg og at snakke med forsikringsselskabet. Nikoline har det godt og vores egen læges vurdering er at hun er frisk igen.
Nu venter vi på en melding fra forsikringsselskabet om hvad næste træk i sagen er.
Er der mulighed for at vi kan rejse igen eller……. Lige nu er der ikke nogen der helt ved hvad planen er, men mon ikke vi finder ud af det ?????????
Er der nogen der har gode forslag til spændende rejsemål, modtages de gerne........
